Vedtægter for “Foreningen Danmarks Sukkermuseum”
§ 1 Museets navn
Museets navn er: “Danmarks Sukkermuseum” (herefter kaldet museet) og har hjemsted i Nakskov.
§ 2 Foreningens formål
At indsamle og arkivere alle former for, materiel, dokumentationer, beskrivelser af og erfaringer med sukkerfremstilling fra råvare til det færdige produkt.
At opsamle og bevare den kultur og historie, der er knyttet til sukkerfremstilling.
At granske og opsamle facts om arbejdslivet omkring sukkerfremstilling og produktionen op gennem tiderne.
At gennemføre registrerings-, opbevarings- og udstillingsarbejde i Museet.
At gøre museets indsamlede materiale tilgængelig for offentligheden og sørge for dets forsvarlige bevaring.
§ 3 Ejerskab
Danmarks Sukkermuseum ejes af Foreningen Danmarks Sukkermuseum.
§ 4 Medlemmer
Som medlem kan optages enhver, der anmoder om medlemskab, og som kan tilslutte sig foreningens formål.
Et medlemskab giver indehaveren ret til at besøge museet uden betaling af entre mod forevisning af kvittering for betalt kontingent.
§ 5 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af april måned.
Adgang til generalforsamlingen har foreningens medlemmer.
Generalforsamlingen indkaldes skriftlig med mindst 2 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden.
Indkaldelse via mail betragtes som skriftligt indkaldt.
Alle medlemmer, der har betalt kontingent, har stemme- og taleret på generalforsamlingen. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
Dog kræver vedtægtsændring et flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen afholdes.
En lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
Dirigenten, der ikke må være medlem af bestyrelsen, vælges af forsamlingen.
Dirigenten afgør alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsmåder.
Dagsorden:
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Valg af stemmetællere.
3. Forelæggelse af bestyrelsens beretning til godkendelse.
4.Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne regnskabsår til godkendelse.
5. Forelæggelse af bestyrelsens forslag til kontingent for det kommende år til godkendelse.
6. Indkomne forslag.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
8. Valg af suppleanter til bestyrelsen.
9. Valg af bilagskrontrollanter og en suppleant til bilagskrontrollanterne.
10. Bestyrelsens planer for fremtidige aktiviteter.
11. Eventuelt.
§ 6 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal ligeledes indkaldes, når mindst 20 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Kun forslag, der begæres forhandlet på den ekstraordinære generalforsamling, kan behandles på denne.
Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse.
For så vidt angår indkaldelse, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§ 7 Medlemsmøde
Efter bestyrelsens beslutning kan der afholdes medlemsmøde.
Disse møder vil alene være af orienterende karakter og give oplysning om museets status såvel økonomisk som fagligt.
Til medlemsmøder vil kunne indkaldes eksterne indledere.
Medlemsmøder indkaldes via mail og/eller ved annoncering i et husstandsomdelt lokalt blad samt på museets hjemmeside..
Medlemsmøder ledes af formanden.
§ 8 Bestyrelsen
Alle medlemmer er valgbare til bestyrelsen
Bestyrelsen er museets daglige ledelse, og repræsenterer museet i alle forhold.
Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg.
Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde, der afholdes senest 2 uger efter generalforsamlingens afholdelse. Mødet indkaldes og ledes af det bestyrelsesmedlem, der har størst anciennitet i bestyrelsen. Når formand er valgt, overtager denne ledelsen af mødet.
Bestyrelsen består af formand, en næstformand en kasserer og yderligere fire til otte medlemmer, der alle vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Halvdelen af bestyrelsens medlemmer er på skift på valg hvert år.
I tilfælde af et lige antal bestyrelsesmedlemmer valgt på generalforsamlingen vil formandens stemme være udslagsgivende ved sager forhandlet i bestyrelsen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, og der skal føres referat over bestyrelsens forhandlinger. Bestyrelsen skal tilse, at referater og øvrige dokumenter, der vedrører museet, arkiveres på forsvarlig vis.
Finder bestyrelsen det formålstjenligt, kan den nedsætte et forretningsudvalg, der står for de løbende opgaver. Udvalget skal efterfølgende godkendes af bestyrelsen.
Foreningen og museet tegnes af formanden og i økonomiske anliggender af kassereren.
Alle ekstraordinære økonomiske dispositioner skal godkendes af bestyrelsen.
§ 9 Regnskab og revision
Der oprettes et særligt underregnskab til styring af medlemsforhold.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Bestyrelsen skal senest den 15. februar afgive regnskab for det forudgående år og status pr. 31. december til bilagskontrollanterne.
Driftsregnskab og status, der forelægges generalforsamlingen til godkendelse, skal være forsynet med bilagskontrollanternes påtegning og underskrift.
På den ordinære generalforsamling vælges for to år ad gangen i henholdsvis lige og ulige år en bilagskontrollant.
Derudover vælges hvert år en suppleant som bilagskontrollant.
Bilagskontrollanterne skal hvert år inden d. 1. marts gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede.
§ 10 Museets opløsning
Bestemmelse om museets opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at træffe beslutning om museets opløsning på denne generalforsamling kræves det, at mindst to tredjedele af foreningens stemmeberettigede medlemmer stemmer for opløsningen.
Opnås et sådant flertal ikke på den ekstraordinære generalforsamling, men stemmer mere end to tredjedele af de fremmødte medlemmer for museets opløsning, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med simpelt flertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
Ved opløsning tilfalder eventuel formue, tilstedeværende samling, inventar og arkivalier Museum Lolland Falsters til videre forvaltning.
—o—
Vedtaget på generalforsamlingen den 7. september 2021
Generalforsamlingens dirigent